H. C. Andersen: Fodreise 1

Dodoline-Texte

H. C. Andersen (1805-75): Fodreise (1829), 1

                    FÖRSTE CAPITEL 

    (Hvorledes Satan faaer Magt over Forfatteren. 
           Syndfloden No. 2, en Mythe.)

[s7] Nytaars-Aften 1828 sad jeg ganske ene paa mit lille Værelse og saae ud over de sneebedækte Tage paa alle Nabohusene; da foer den onde Aand, som man kalder Satan, ind i mig, og indblæste mig den syndige Tanke at blive Forfatter. - Hvorfor han ellers saaledes gaaer paa Jagt efter os arme Mennesker, vil følgende Mythe lære; man kan kalde den:

           Syndfloden No. 2

- Og Gud Herren sagde til Noah og hans Slægt: »jeg opretter min Pagt med Eder, at herefter skal ikke alt Kjød ødelægges af Flodens Vande; og der skal ikke komme Flod herefter at fordærve Jorden!« Da hvælvede Regnbuen sig som et Pagtens Tegn, og Noah stolede paa Jehova. Men i Dybet hørte Satan Herrens Ord, og skar Tænder i sin Vrede; thi ogsaa den Herre Gud har sine Fiender, og den største kaldes: Satan. Gjerne vilde han kjæmpe imod Herrens Naade, men det var ham haardt at stampe imod Braadden; Have og Søer, Floder og Bække havde hørt den Herre Jehovas Ord, og vare, som Skyerne, hans Villie underdanige. Da grundede Satan i tre tusinde Aar, og paa det fjerde sprang han op og raabte: »Funtus! jeg har det! - Fra Menneskene selv skal det Onde udgaae; en ny Vandflod skal overskylle Verden, skjøndt han sagde: der skal ikke komme Flod herefter at fordærve Jorden.« Og Satan kaldte paa alle sine Vasaller og sagde: »Messieurs! drager ud over den hele Verden og forfører Adams Sønner til at blive slette Skribenter; fra dem selv skal da Vandfloden udgaae, der fordærver Jorden. Jeg vil gjøre mit, gjøre I nu Eders.« Og de gjorde, som han sagde, og strax flød der Vand i Øst og Vest, i Syd og Nord; det strømmer endnu og vil fordærve Jorden.

               ---------------

Enhver maa troe, at jeg af alle Kræfter stræbte imod, men Kjødet er skrøbeligt; den Onde havde nu engang sat sig fast i Kroppen, og jeg [s8] maatte afsted. Hvorhen jeg i dette kritiske Øieblik saae, vare alle Poesiens Landeveie saa befarne, at jeg let kunde vælte, og, om ikke brække Halsen, saa dog en Arm eller et Been. - Hvor skulde jeg hen? Ud maatte jeg. - Da stod Amager mig som den bedste Tumleplads for mit unge brusende Blod, denne Vei forekom mig endnu ikke at være befaret af nogen poetisk Rytter. Jeg grundede lidt; læste de Steder i Nyerups »Kjøbenhavns Beskrivelse« og i Pontoppidans »Atlas«, der i historisk Henseende kunde være mig til Nytte paa min Reise, og puttede Hofmanns »Elixiere des Teufels« i Lommen, for dog at have lidt Phantasie i Reserve, dersom min egen stoppede. Endnu engang forsøgte jeg at slaae en Pæl i Kjødet og bekjæmpe de onde Lyster, men den slemme Plageaand inden i mig raabte: »Marche!« - Hvad skulde jeg Stymper da gjøre?