H. C. Andersen: Fodreise 3

Dodoline-Texte

H. C. Andersen (1805-75): Fodreise (1829), 3

                TREDIE CAPITEL 

      (Alvorlige Betragtninger ved at høre Vægterens: »nu er 
      det paa de Tider, man føier sig til Seng.« - Læseren gjør 
      Bekjendskab med en ung Digter og hans gamle Tante. - 
      Et Spring trehundred Aar frem i Tiden, som Forfatteren 
      slipper, i det mindste med hele Lemmer, fra).

   [s14] Nu traadte jeg da igjennem den første Slots-Port, var altsaa paa den Grund, hvor Axelshuus fordum har staaet; maaskee stod jeg endogsaa paa en Plet, som Biskop Absalon eller selv Valdemar den Store havde hædret med at betræde; brogede Ideer krydsede mig igjennem Hovedet, snart saae jeg paa Slottet, snart paa Bibliotheks-Bygningen, da slog Klokken 10, og Vægterne istemte deres Qvad i Gader og Stræder: »Nu er det paa de Tider, man føier sig til Seng.« - Hvilken dyb Betydning forekom der mig ikke at ligge i disse faae Ord. - Kun to Timer til, og det gamle Aar vilde ogsaa, »føie sig til Seng«, for aldrig mere at staae op.
   Der griber mig ofte en underlig Følelse, naar jeg om Aftenen slukker mit Lys og lægger mig til Ro. Vi vide ikke Øieblikket vi indslumre, og endnu mindre, hvilke Drømme der skal beskjæftige Sjælen. Det er et underligt Forbillede paa Døden. Naar Manden med Leen kommer og synger os: »nu er det paa de Tider, man føier sig til Seng,« da lægger ogsaa Mennesket sig stille hen, lukker Øiet, men veed ei heller, hvilke Drømme der vil vise sig i denne Søvn for hans levende Aand. - Kun to Timer, og det gamle Aar hviler sine trætte Been for stedse. - Hvor Tiden dog er en snurrig gammel Fyr, der evig spiller et Da capo af sine første Ungdoms Luner. Stjernerne dandse endnu den samme Ringdands, som for Aartusinder siden, og vor Jord spiller endnu den samme qvindelige Rolle i den store Ringdands, som første Gang.
   Paa Nytaarsdag er hun Barnet i sneehvid Dragt. Spurven qviddrer saa huusligt under det fædrene Tag, sine naive, simple Sange, der underligt rører os, thi da have vi endnu ingen Idee om catalaniske Nattergale og Lærker. Paa Ruderne fryse underlige Billeder og Blomster, [s15] og ved Caminen sidder Børneflokken og lytter til Sagn og Eventyr om Livet. Nu kommer Vaaren: den hvide Dragt kastes af; Jorden klæder sig i broget Kattun, da gaaer det lystigt; hui! hei! Kilderne sladdre, og Skovene kneise med grønne Nakker; bevingede Lapse flagre i Sommerfugleham fra Blomst til Blomst:

           »und alles haucht den Geist der Liebe.«

   Snart viser der sig en trofast Beiler. Sommeren bringer en herlig Medgift med sig, af Guds velsignede Korn, og Brylluppet staaer paa de gyldne Agre. Nu forandrer Scenen sig. Vaarens Sværmerie forsvinder, o det er en fornuftig, lykkelig Alder; men saa kommer Efteraaret, Himlen slaaer Rynker i Panden, Skoven taber sine deilige Lokker, og Madammen seer ned ad Bakke; Aftenerne bliver lange og mørke; et lystigt Bal skal nu ende den brogede Dag; Stormen blæser i Trompet, Havet slaaer Pauker; det gule Løv svinger sig i en lystig Vienervals, og træt af Springen og Dandsen, lægger Madammen sig til Ro i det lille, hjemlige Sovekammer; Vinteren dækker hende til med sit Sneelagen, og Frost og Kulde, to gamle Snedkersvende slaae Laaget til; - sov da vel du gamle Aar! -
   Midt under disse alvorlige Betragtninger hørte jeg en klagende Lyd, der syntes sympathetisk at vilde smelte sammen med Hjertets Veemod. Efterhaanden blev den stærkere, og det klang næsten som et grædende Barn. Jeg vendte mig efter Lyden, og opdagede øverst paa Vandposten, der stod nok saa pyntet med sin vinterlige Straapels i Maanskinnet, - en lille Kat.
   Den var saa bleg og mager; sad saa ene imellem de kolde glimrende Iistappe, der hang paa Posten, og klagede sig i den lange Vinternat.
   Ja, der gives Øieblikke i Menneske-Livet, hvor Alt underligt opklarer sig i vort Indre; hvor vi, ligesom kaste et Blik ind i Aandeverden. Jeg veed ikke selv, men Tiecks: »gestiefelter Kater« og Hoffmanns: »Kater Murr« svævede mig for Sjælen. Hvo tør afgjørende benægte, at Dyrene jo have Fornuft, Følelse, og et indbyrdes Sprog? - Maaskee staaer den Lille hist, venne- og frendeløs i den vide Verden; maaskee er det en smægtende Elsker, der giver sin Pige en Serenade, eller en begeistret Yngling, der, paa sin Maneer, udaander sine Følelser i elegiske Sange; - Saaledes tænkte jeg, og lidt efter lidt opklarede Alt sig i mit Indre, jeg begyndte at fatte Betydningen i hans Toner, tilsidst forstod jeg hvert Ord.
   [s16] Det var en ung Digter, en med Kater Murr beslægtet Aand, der som andre unge Digtere, udaandede sin virkelige og selvdigtede Smerte; for hvem Barndommen stod i et glimrende Tryllelys, men Nutiden i kulsort Nat o.s.v.
   »Arme Digter, arme Kat!« udbrød jeg, men han hørte mig ikke, med blege Kinder og røde Øine sad han der i Maanelyset og sang paa en gammel Melodie sit:

           Før og Nu 
 
   Der var en Tid, da jeg var meget lille, 
   Men gjorde rask de allerstørste Spring; 
   Med lyse Farver saae jeg Livet spille, 
   Jeg var saa barnlig, vidste Ingenting. 
   Om Natten saae jeg da paa Himlen oppe 
   Smaae Muus at staae; 
   De skinnede med deres Sølverkroppe, 
   Som Stjerner smaae. - 
   - Nu blev det Morgen. - Af de gyldne Skaaler 
   Flød Liv og Dag, 
   Og Taget blev mig nu i Solens Straaler 
   Et Rosenlag. 
   - Nu var jeg Yngling, Dalen blev mig trang, 
   Mig Fuglen vinked opad med sin Sang. 
   Ak Taget stod saa skjønt i Solens Skjær, 
   - Hist oppe var jeg Himlen mere nær. - 

 
   Vældig Længsel drev mig frem, 
   Thi forlod jeg Barndoms Hjem, 
   Dig min Dal med Rosenrøde, 
   Hvor jeg drak kun Melk og Fløde, 
   Barndoms søde Sorg og Lyst 
   Himlen ved min Moders Bryst. 

 
   Med Ungdoms Mod fra Steen til Steen jeg sprang, 
   Og snart jeg hørte, fjernt, hvor Stormen sang. 
   Mig Kulden trængte gjennem Pels og Frak, 
   Et mægtigt Haab jo styrkede mit Sind, 
   Jeg stræbte, iilte, stod paa Tagets Tind. 
   [s17] O hvad maatte Øiet skue! 
   Mere fjern var Himlens Bue, 
   End da jeg som Barn dernede, 
   Saae den sig om Taget brede. 
   Der var den saa deilig blaa, 
   Her, jeg fjern og kold den saae, 
   Og jeg svimled ved at skue 
   Den uhyre hvalte Bue. - 
   - Ak paa Taget var saa øde! 
   Ei jeg saae de Roser røde, 
   Her var intet Melkefad. 
   Fuglen som paa Taget sad, 
   Var saa sky, og fløi saa bange, 
   Hilste ei med kjendte Sange, 
   Ene stod jeg og forladt, 
   Græd fordi jeg blev en Kat, 
   Ønsked Vinger, mange Gange, 
   Himlens Stjerne-Muus at fange, 
   Uglen skreg saa fælt om Bytte, 
   Knap jeg torde Foden flytte. - 
   Nu jeg mod en Steen den stødte, 
   Og for første Gang den blødte. 
   Da stod atter ved min Fod 
   Roser - men, af eget blod. 
   
 
   O da vilde jeg tilbage til det kjære Barndoms Land, 
   Til dets Roser, til dets Fløde, hvor jeg følte mig en Mand; 
   Hvor jeg legede, og drømte, at mig Himlen var saa nær; 
   Og hvor alle Stjerner syntes mig en snehvid Muse-Hær. 
   - Jeg sprang der ned, men der var ei som før! 
   Man havde lukket for mig Husets Dør. 
   Nu stod jeg ene midt i Verdens Vrimlen 
   Og følte bandlyst mig fra Barndoms Himlen. 
   Min Soel er sjunken hist bag fjerne Tage; 
   Nu har jeg kun Erindringen tilbage. 
   Jeg staaer i Verden ene, og forladt, 
   Thi brist mit Hjerte, brist i denne Nat.

   [s18] Saa qvad den unge Sanger, og Tonerne hendøde i en rørende Miauen; da saae jeg en tyk, sort, qvindelig Kat, der under Sangen havde lyttet til, klattre op paa Posten og omslynge den unge Digter. Hendes Udvortes og nogle faae Ord sagde mig strax, at det var en gammel Tante, der ved sin Yndlings poetiske Udbrud var sat i en salig Begeistring.
   »Tak, Du sødeste Dreng!« udbrød hun, »tak - det kalder jeg Poesie; det er Følelse!« - her trykkede hun den unge Kat til sit bankende Hjerte, holdt hans Pote fast i sin og vedblev med gnistrende Øjne:
   »Ja min Søn, Du er Digter! miskjend ikke Stemmen i dit Bryst; lad ikke den kolde Mængdes Blindhed skræmme Dig fra Maalet, Skjæbnen satte for Dig. Du har saameget Genie for det Rørende, dette Saliske, der saa levende taler til Hjertet, o Mons! Du kan aldrig have Grund til rigtigt at fortvivle! -«
   »Ak!« svarede den unge Digter og slog beskedent Øinene ned; »der gives vel Øjeblikke i Livet, hvori jeg kan føle mig ret lykkelig, som naar jeg sidder i en Kreds af unge dannede, qvindelige Katte, og ved Oplæsningen af mine Digte hører mangt et svagt Suk, seer en hellig Taare paa den blege Mis's Kinder, o da føler jeg mit Kald til Kunsten, da kunde jeg trykke den hele Forsamling til mit bankende Hjerte og glemme alle Jordelivets Kampe. Men andre Tider troer jeg at skue dybt ind i mig selv; da staaer mit gyldne Haab, som brogede luftige Drømme; min Sjæl omtaager sig; da maa jeg ud, kan gjerne springe fra Tag til Tag, men den kolde stormende Nat kjøler ikke den sydende Lava i mine Aarer!«
   »Du arme Mons!« udbrød Tanten og ompodede ham endnu hæftigere; »men Hvad kan bevirke disse saa contrasterende Overgange, af Fryd og Smerte, hos dig? Bevidstheden om dit Værd maa holde dig opret i alle Livets Storme!« -
   »Ak Tante,« svarede den unge Digter, »hver Dag læser jeg mine egne Digte og finder sædvanlig Trøst, men undertiden forekommer det mig dog, som om Tankerne ikke vare ganske nye; som om Udtrykkene ikke vare mine egne . . .«
   »Nye, Barnlille!« afbrød Tanten ham. »Hvilke Griller disse unge elegiske Digtere kan have! Der er Intet Nyt under Solen. Hvad skulde Digteren føle, der ikke var følt af Andre før ham. De Gamle maae takke deres Gud, at de levede den Tid de levede; vare de vore Samtidige, saa skulde man see hvor meget Nyt man fandt hos dem. Nei tro [s19] mig, min Søn, jeg er en gammel Kat og kjender Verden; man lægger meget mere i de Gamle end de nogensinde drømte om; det er nu engang saaledes; derfor, i hvad der møder, bryd dig aldrig om de bjæffende Hunde; de maae dog blive paa Gaden, naar du svinger dig op paa Taget. Du er for beskeden; sælg dog dine Digte til Brummer eller en anden Boghandler, at dit Lys kan skinne for Verden og du kan glæde dig, og din hele Slægt ved en velfortjent Laurbær-Krands.«
   »Ja det er min hele Stræben,« udbrød Digteren, »og med Höltys ord kan jeg bedst give Tante en Skildring af mit mægtige Indre: »ich will alle meine Kräfte aufbieten. Ich will kein Dichter seyn, wenn ich kein grosser Dichter werden kann, wenn ich nichts hervorbringen kann, was die Unsterbligkeit an der Stirne trägt, was mit den Werken meiner Freunde (som f.Ex. Kater Murr) in gleichen Paare geht, so soll keine Sylbe von mir gedruckt werden. Ein mittelmässiger Dichter ist ein Unding!«
   »O du beskedne Engel!« udbrød Tanten, »men ihvorledes du end gjør, lad dog ikke det første Forsøg bestemme det Hele; en ung optrædende Digter bliver saa forskjelligt bedømt; en ringe Omstændighed kan ofte bidrage saare meget til den gode eller slette Mening, man fatter om ham; de fleste kan ikke selv give nogen Dom, men for dog at sige Noget, komme de frem med hvad de har hørt Andre sige, og saaledes . . . men du bliver mig jo ganske alvorlig: sødeste Dreng glæd mig dog endnu engang med at recitere dit deilige Digt; det vinder saa meget ved din rigtige Declamation. Sandelig, du skulde holde Oplæsninger til Vinter, du vilde vist faae et talrigt Auditorium af Damen.« -
   Digtet blev atter oplæst, med al den unge Kats Følelse; Tanten græd; Digtet var endt, og han bad hende nu at synge.
   »Ak du kjæreste Dreng!« svarede hun, »jeg har ingen Noder med og kan slet intet udenad!«
   »O lidt af Donna del Lago,« bad Digteren, eller hvad Tante selv vil.«
   Efter at hun nu havde undskyldt sig med Forkjølelse og fremsagt den almindelige Indledning begyndte hun da paa Mozarts: »Non so piu cosa son, cosa faccio« som hun rigtignok tog noget falsk men den unge Digter var lutter Øre. Nu begyndte han at slaae Tact med Poden; ja lidt efter at nynne ganske sagte med, for ligesom mange Damer ved lignende Leiligheder, at give tilkjende, jeg kan ogsaa synge den, og jeg har en ret vakker Stemme. Tilsidst blev det mere lydeligt; det var [s20] en heel harmonisk Duet der snart bruuste i det stærkeste forte, snart hendøde i et smægtende piano.
   Da nærmede Skjæbnen sig i det samme, under Skikkelse af en gammel Vægter, og svingede sit jernbeslagne Spyd imellem dem i det han udbrød: »I Satans Pak! hvad er det for Skraal!« - Tanten styrtede ned af Posten med den unge Digter i sine Arme, og som et Lyn forsvandt de begge, i forskjellige Hjørner af Gaarden.
   »Das ist das Leben, das ist das Glück!« maatte jeg udbryde med Jean Paul. Er her et Øieblik Ro, hvori to ligestemte Sjæle sympathetisk smelte sammen, da træder strax Skjæbnen frem med sit Jern-Scepter, og skiller dem langt, langt fra hinanden. - Jeg blev ganske rørt over den unge Kat. Maaskee han dog havde Grund til sin Melancholie. Hvem veed, hvorledes han hendrømte sin glade Barndom. Med et varmt Hjerte, dyb Følelse og en levende Phantasie styrtede han ud i den vide Verden og istedet for glimrende Trylleslotte, fandt kun den kolde Virkelighed. Hvor mange prosaiske Katte ere der ikke i Livet? Og hos de mere Dannede er der saa megen Falskhed, at det endogsaa er blevet et Ordsprog, »at være falsk som en Kat«. Man skulde egentlig græde sit hele Liv igjennem, dersom det kun ikke blev saa eensformigt. Ja kunde man som rolige Tilskuere sidde og see paa det hele Skuespil og ikke selv var nødt til at spille en Rolle med, hvor man tidt, som den unge Kat, faaer et Slag af Skjæbnens Morgenstjerne, saa vilde det hele Livs Drama endogsaa være meget interessant. Men Touren kan maaskee nok komme til os. Hvem veed om ikke alle de Afdøde nu sidde og see vort Spil og naar vore Roller ere ude, vi ogsaa komme hen imellem Tilskuerne og see Efterkommerne spille det gamle Drama i nye Costumer. Da vil vi vist betragte Alt med ganske andre Øine, end nu, vi staae paa Bræderne. Mange Sorger og Taarer blive os da, hvad nu Barnets Graad over det sønderbrudte Legetøi er for den Ældre. Da vil vi vist erindre Jordlivets Sorger, saaledes, som vi nu huske vor Barndoms; det Smertelige er glemt; de enkelte sorte Punkter tjene kun til at sætte Baggrunden i et stærkere Lys.
   Det kunde være ganske interessant, blot alene saadan hvert tredie Aarhundred at aflægge et lille Besøg paa Jorden, for at see alle de Forandringer, Coulisser og Bagtepper, Dragter og Repertoirer undergik. - Tidt vilde man da vist troe at gjenkjende den samme Acteur, men fremtraadt i et nyt Stykke, i ny Dragt og ved andre Decorationer. Mangen Scene vilde vist ligne een i et ældre Stykke, ja mangt et Drama [s21] blot synes gjennemseet og afpasset efter Tidernes Tarv. Et Blik i Historien viser os at det altid har været saaledes - og som det var, vil det blive.
   Under disse Betragtninger var jeg allerede midt i Colonnade-Gangen; uvilkaarlig hævede jeg Hovedet iveiret og saae alle Slottets Værelser oplyste; men jeg studsede slet ikke derover, jeg var saa beskjæftiget i Tanken om Fremtiden, at det Nærværende slet ikke virkede paa mig. - Midt paa Slottets Hovedbygning var et meget høit Taarn; i Gaarden vrimlede der af Mennesker hvis Paaklædning var ganske underlig og fremmed; Kareterne meget anderledes end de sædvanlige, og for nogle, forekom det mig, var spændt store Ørne. Jeg stirrede derpaa, saae rundt om mig i Gangen; ogsaa her var meget forandret. Istedetfor Staldportene vare der elegante Fløidøre; tæt ved mig hang der paa Vægen et Skab med Glasvindue, heri saae jeg en stor rød Placat, Indskriften var dansk, men saa underlig forandret, at jeg næsten maatte stave den første Linje, - Øverst læste jeg:

                      »Aaret 2129«.

   Jeg var flyttet tre hundrede Aar frem i Tiden. Det var en Opera-Placat; man gav: Roats Fald, en ny Opera efter en sand Begivenhed fra det nittende Aarhundred. Nederst paa samme Placat stod en formelig Recension over Stykket og Spillet, hvilket i Førstningen undrede mig, da den jo maatte være skrevet før Opførelsen; men, tænkte jeg, det er Fremskridt i Culturen. - Især var Afskeds-Duetten imellem Roat og hans Kone rost uhyre meget; de Spillende skulle her ganske overgaae sig selv. - Paa selve Døren opdagede jeg en mindre Placat der sagde mig, at her var Indgangen til Caleidoskopen. Ved at læse videre erfarede jeg, at dette var et nyt Theater, der i Form af et uhyre Caleidoskop viste al Theatereffecten fra det nittende Aarhundrede. - Det maatte jeg see; hurtigt aabnede jeg Døren og smuttede ind. Her var et smukt Local; alle Pladserne vare besatte, men de fleste med Damer. Orchestret spillede en Ouverture der bestod af bare Dissonanser, pillede ud af Carl Maria Webers forskjellige Compositioner. -
   Dækket rullede op, og man saae ind i en uhyre Caleidoskop, der ganske langsomt blev dreiet rundt. Klipper med Vandfald, brændende Byer, Skyer med Ildregn, og strandende Skibe, styrtede brogede imellem hinanden. Nu saae man Kjøkkenet i Brudgommen fra Mexico, [s22] nu Ulvesvælget, nu den hemmelige Ret. Der murede man Eulalia Meinau ind i Graven fra Korsridderne; her var en Daarekisteklub, hvori den gamle Rüdiger fra Deodata og Uberto fra Agnese præsiderede. Nu viste Helvede sig med Hav af Aqvatofana, hvori Munke, pillede ud af Tragoedier, fløde som sorte Svaner, og øverst oppe svævede i en Signelok, mellem Himmel og Jord, Hyrdedrengen No. 2 med Jægerbrudens skjæbnesvangre Krands om sine Lokker. Saaledes vedblev det en god Tid; nu faldt Forhænget, Aftenunderholdningen var endt. Da traadte Jocko frem og annoncerede Forestillingen for næste Aften, bøiede sig dybt og klattrede op i Galleriet, hvor han forsvandt. Nu lød et Signal af et Klokkespil; Væggene sank ned i Gulvet, og den hele Bygning hvilede paa Colonner. (Det var en Opfindelse, egentlig gjort i Tilfælde af Ildebrand). Med en uhyre Fart foer Mængden afsted, og jeg opdagede da, at de havde et Slags mechaniske Skoe, saa at de blot behøvede at bevæge Foden lidt, for at komme afsted med flyvende Fart. Mængden rev mig med sig, og, jeg veed ikke selv, snart stod jeg for Hovedindgangen til Slottet; jeg gik op ad den brede Marmortrappe; Fløidørene aabnede sig af sig selv, og jeg traadte ind. Aldrig har jeg seet en Sal saa skjøn, og dog saa simpel. En Mængde pyntede Herrer bevægede sig mechanisk op og ned ad Gulvet. De saae ud, som de vare dreiede. Enhver Fold i Klæderne syntes udstuderet. Jeg tiltalte den som kom mig nærmest, men han svarede ikke et Ord, vendte mig Ryggen, og gik med stolte Miner sin sædvanlige Gang. Jeg tiltalte en Anden, men han var ikke mere Høflig end den Første. - Da nu den Tredie ogsaa vilde vende mig Ryggen, tabte jeg Taalmodigheden og holdt ham fast ved Armen. Han var slem at holde og gjorde uhyre mange Bevægelser med alle Lemmer, i det han tillige snerrede ganske underligt ad mig. Tilsidst mærkede jeg da, at hele Selskabet bestod af lutter Træmænd, fyldte med Damp; et Slags kunstige Automater, Aarhundredet havde opfunden til at udpynte Forgemakkerne med. Nu aabnede der sig et stort Gallerie for mig, paa hvis blank polerede Vægge vare ophængte en Mængde Portraiter af berømte Danske. Jeg saae dem kun med flygtigt Øiekast, men opdagede dog Tordenskjold, Bernstorff, Ewald, Baggesen, Ingemann, Ørsted o.f.a. Mellem de fire Hovedsøiler, der bare Loftet, stode Buster af Holberg, Thorvaldsen og Oehlenschläger, med friske Blomsterkrandse om Panden. I Panelet under Vinduerne vare der Boghylder, og ved hver hang der i en lille Sølvlænke en levende Catalog, det vil sige, en gammel Stær eller [s23] Poppegøie, der spillede et Slags Bibliothekar, og kunde opramse alle Navne paa Bøgerne. Ak! hvor faa vare der ikke af den Masse, der nu oversvømmer os. Selv vore bedre Digteres Arbeider vare smeltede hen til udvalgte Samlinger. Saaledes var der af - - dog lad mig bare tie stille og ikke tale om hvilke Bøger der havde opnaaet en Udødelighed paa tre hundrede Aar, især da jeg er Samtidig med flere af de gode Digtere; desuden kan jeg i min Hurtighed have sprungen noget over, eller ikke hørt rigtig efter. - Ellers maa jeg med Skam tilstaae, at her vaagnede min Forfatter-Forfængelighed: jeg søgte meget ivrigt efter min Fodreise, men ak! ikke engang mangen stor Forgjængers kunde jeg finde.
   I Galleriets yderste Ende fandt jeg en Vindeltrappe, der førte op i det høie Taarn. Jeg fik Lyst at stige derop; Trappen syntes aldrig at faae Ende; endeligen kom jeg da heelt op i Kuppelen, og nød nu gjennem den aabne Laage et Panorama, saa skjønt Phantasien kan fremtrylle det. Fra en uhyre Høide stirrede jeg ud over Byen, der laae dybt under mig. - Alt dernede var saa forandret, at jeg neppe kunde kjende det igjen. Næsten alle Gaderne vare regelmæssige og lige; enhver Bygning syntes et Palais. Byen var betydeligt udvidet; Peblingesøen laae indenfor Volden, omgiven med Alleer til Promenade. Marmorkirken reiste sig fuldført med sin kobberrøde Kuppel i Maaneskinnet, og paa Byens store Pladser vare Statuer af Konger tilhest, men som Frastanden ikke tillod mig at kjende. - Havnen vrimlede af fremmede Skibe og lod mig ane Danmarks Blomstren. Der vare to store Theatre, og langs Søkysten laae prægtige Villaer.
   Da brusede det over mit Hoved, jeg saae opad; et uhyre Legeme, der udspyede sorte Røgskyer, fløi som et Lyn forbi. Jeg mærkede snart, at det var et paa den Tid opfunden Luft-Dampskib. Kun nogle Øieblikke, og det svandt som et lille sort Punct paa Horizonten, men et beskrevet Papir flagrede ned paa mit Bryst, jeg greb det ihast og saae, at det var Begyndelsen til et Brev; et Vindstød havde sikkert revet det fra Dampskibet, og gjennem Lufthavet var det lykkeligt strandet i mine Hænder. Brevet var fransk, og dateret den 31 December 2128; jeg læste:
   »Vore stakkels Forfædre! jeg beklager dem; langsomt maatte de, som Orme, krybe den støvede Landevei, vi flagre med Ørneflugt afsted. I sex Uger har jeg allerede seet den halve Jordkugles Mærkværdigheder. Hvor skal jeg begynde, hvor skal jeg ende? Jeg har seet [s24] Helten Napoleons Grav. Hans Billedstøtte af støbt Jern, man i den senere Tid har opreist, skal ligne. Jeg har spadseret mellem Serailliets Ruiner og hørt Messe i Sophiekirken, der først skal have været en Moskee. Jeg saae ellers ikke en Tyrk; det synes som om de have en uovervindelig Afsky for at forlade deres asiatiske Hjem og betræde deres forrige Besidelser. Grækernes Friheds-Støtte er simpel, men skjøn; den store Figur paa den, vil man sige er af Thorvaldsen; jeg troer ikke den er saa gammel. - I Schweitz hørte jeg endnu det gamle Sagn om Tell, man antager det der for mere end Digtning. - Spanien er en blomstrende Have, der er intet Spor af dens forrige Sløvhed og Præste-Anarchie. Jeg har kjørt under Themsen i den gamle Buegang; man arbeider nu paa en ny. Der skal ellers leve en gammel graahaaret Bonde i Inwerness, der er den sidste Spire af Digteren Walter Scotts Afkom; han skulde hentes til Hoffet, den Tid jeg forlod London. - Paa Archivet i Stockholm, saa jeg det ægte Manuscript af Carl XI Drøm der saa underlig gik i Opfyldelse; men jeg anseer det for uægte; det er sikkert skrevet efterat Begivenheden fandt Sted. - Perlen for alle Europas Riger er og bliver dog det mægtige Rusland; seent hævede det sig til nogen Cultur, men straaler nu ogsaa i sin hele Glorie. Paa de øde Stepper reise sig beboede Stæder; og man seer i Siberien det bedste Beviis paa, at jo mere dyrket et Land bliver, desmildere bliver Climaet; neppe skulde man falde paa, at endnu for trehundrede Aar tilbage, var her frygtelige Forviisnings-Steder. Men mit Brev bliver kun løse Brudstykker; medens jeg skriver dette, har Skibet alt lagt flere Mile bag sig. Lystigt gaaer det, hen over Bjerge og Have; den brogede Verden ligger under os. - Danmarks Hovedstad faaer jeg kun at see fra Dækket, men jeg har dog betraadt dansk Grund, seet det herlige Slot Frederiksborg, hvor vi for et Qvarteer siden holdt table d'h�te i det Grønne. I Dag har vi maattet krydse for Tordenskyer, nu er Luften atter reen og klar, vi ere uden Fare for disse Flyvende Klipper. - Næste Sommer gjør jeg en lille Tour over Verdenshavet; jeg maa dog see det Land, hvor Menneskeslægten skal bygge i sin høieste Udviklingsperiode. Den Tid kan komme, at Americaneren gjør Pilgrimsfart til Moderlandet Europa, da er mangen Sø og Havbugt Land, men mangen dyrket Landstrækning begroet med Tang under Bølgerne. Maaskee har Nordsøen brudt sig en nye Bane, og Brændingen slaaer mod de Kyster, hvis Beboere nu aldrig saae Havet; maaskee -«
   Her endte Brevet. Jeg følte mig ganske underligt stemt. Det er dog [s25] en egen Sag, saadan i et Minut at blive 300 Aar ældre. Som en Natteaand stod jeg i det høie Taarn, og skuede ud over en heel anden Menneskeslægt; min Tidsalder var Støv, blandet med Støv, en ganske ny Generation vandrede over de ukjendte Grave. - Hvad er dog Mennesket med al sin Forfængelighed, alle sine store Ideer, og hele jordiske Stræben? et lille Skyggepunct, som kommer og svinder, uden at efterlade sig mindste Spor paa en Klode, der kun er et Atom i det store Verdensrum. -
   Jeg hensank i Grublen; den herlige vide Udsigt over Byen lokkede mig til at stige igjennem Laagen ud paa de smale Fliser, jeg holdt mig ved Ziraterne, for ikke at tabe Ligevægten, og stirrede nu ned i det svimlende Dyb under mig. Fra Gaderne tonede Musik af ubekjendte Instrumenter, Alt var mig fremmedt; kun Stjernerne hilste mig som en gammel Bekjendt. - Nu begyndte det at blæse stærkt, jeg vilde igjen tilbage igjennem Laagen, men den blæste i samme Øieblik i for mig. - Jeg vilde skyde den op, men det var umuligt, især da jeg ikke kunde ret anvende mine Kræfter paa det daarlig Fodfæste, de smale Fliser gav. - Hvad skulde jeg gjøre? Der var Ingen i Taarnet der kunde høre min Banken, og jeg var for høit oppe, til at mit Skrig kunde trænge ned paa Gaderne. Jeg svimlede ved at stirre i det dybe Svælg under mig; o det var nogle skrækkelige Minuter! - Var det endogsaa rimeligt at der kunde komme et Luft-Dampskib, hvorledes skulde man dog, i den uhyre Fart det tog, bemærke mig arme Strandede? - Af Frygt for at falde ned, havde jeg nær sprunget, da der i det samme viste sig to store Condorgribbe, der trak en net lille Droske af Jern og Silketaft, hvori der sad et deiligt Pigebarn med brune Haar og mørkeblaae Øine. - Jeg raabte om Hjelp, og strax styrede hun de bevingede Gangere hen imod det Sted hvor jeg stod. Jeg greb hendes Haand, som hun strakte ud imod mig, og havde allerede det ene Been oppe i Vognen, da man med eet bagved trak mig meget voldsomt i Kjolefligen, og en raa, qvindelig Stemme skreg: »er han gal!!!«
   Det foer mig gjennem Marv og Been; Alt svandt hen for mig; jeg stod nede i Colonnade-Gangen, ved Siden af den gamle Brødkone, med det ene Been op i hendes Kurv. Det hele havde været en dyb Exstase. Phantasien havde ført mig trehundrede Aar frem; i Tankerne havde jeg seet Alt og vilde nu bestige hendes Kurv, istedet for en flyvende Droske! - Hvad var her at gjøre? Jeg undskyldte mig, saa godt jeg kunde, med en pludselig Svindel, betalte de knuste Hjerter, [s26] og lod hende beholde Ruinerne; saaledes skiltes vi ad som gode Venner, men jeg havde saa mine egne Tanker; der kunde jeg nu see hvorhen Phantasien førte. Havde jeg fulgt Fornuftens lige Landevei over Knippelsbro, saa var jeg aldrig kommen i Kagekurven. Maaskee alle mine Syner med Fristerinderne, Musen og den poetiske Kat, ogsaa havde været Phantasie. Jeg besluttede nu derfor at komme lidt Vand i Blodet og nøie vogte mig for oftere at falde i en saa dyb Exstase.