Dodoline-Texte
| Index | -1 | +1 |
H. C. Andersen (1805-75): Fodreise (1829), 10
TIENDE CAPITEL
(Hvad der videre tildrager sig - Jerusalems Skomager. -
De bekjendte 100 Mile Støvler komme til Syne).
[s62] Tæt ved min Side stod der en gammel guulbruun Kone, saa hæslig, at Walter Skotts Efterlignere godt kunde have brugt hende til een af de frygtelige Damer i deres Romaner.
»Fik jeg dig der Sønneke!« skreg den Gamle og fortrak Ansigtet til et afskyeligt Smiil; da opdagede jeg, at det var Amagerkonen, som tillige med den Blege gjorte mig til Herkules paa Skilleveien uden for Børsen, som jeg har omtalt i Begyndelsen af min Reise.
»Du arme Ulykkens Fugl!« vedblev hun, »hvor Du har flagret om siden jeg saae dig sidst; op og ned, Phantasie-Billeder og Hjernespind endnu værre end jeg frygtede det. Ja du kan takke din Gud at jeg fik Fingre paa dig her, ellers havde Du brækket Halsen før Du kom til Enden paa din Reise. - Hvormeget var der ikke at sige, naar jeg gad være over det, men det er ikke Umagen værd; Viis Du nu et godt Gemyt og Nemme, maaskee der da endnu kan gjøres noget af dig,« og nu rystede hun en heel Mængde Grammatiker, mathematiske og juridiske Bøger ind i min Ædekasse. - »Spiis Barnlille, og bryd dig ikke om alle disse brogede Phantasie-Billeder, der flyve om dit Buur, det er kun onde Lyster, som vil lede dig fra Pligten og styrte dig i Elendighed. See der Sønneke! har Du en Fluesmække, slaa nu rask alle disse brogede Phantasie-Billeder ihjel naar de flyve dig paa Næsen, og fordøi din solide Frokost! Troe mig Barn vi ere ikke satte her i Livet for at sværme som nogle romantiske Narre; nei bestil noget Grundigt, vil du ikke sulte ihjel!«
Nei ingen Dødelig, som ikke selv er revet ud af Himmelen og puttet ind i et Fuglebuur, kan gjøre sig en Idee om min Stilling; jo mere jeg slog de brogede Phantasie-Billeder i Ansigtet med min Smække, des hæftigere trængte de ind paa mig, og med forføriske Blikke og deilige Toner standsede de mig, hvergang jeg med de bedste Forsætter greb noget af den prosaiske Føde. Tabte jeg mig i Beskuelsen af disse Herligheder, klask! slog Gouvernanten, saaledes kan [s63] jeg vel bedst benævne min Amagerkone, mig med sin Stok, saa Blodet løb ned over Armene.
»Ak! Du maa endnu meget i Skole, og pines, præsses, klippes og skjæres, før Du kan blive en taalelig Arbeids-Bi i den store Kube, - Begyndelsen maa skee med, at Du gaaer i dig selv og frasiger alt Forfatterskab! husk kun paa hvad den høibaarne Marqvis af Marigny sagde til Mad. Pompadour da hun blev rørt over Digteren Boisi, der nær var sultet ihjel med sin Kone: »Hvad gjør det om der er een Autor mere eller mindre i Verden; det Stads løber iveiret, saa det er istand til at æde os op; - Lad dem smøre Skoe og ikke besmøre Papiret!« og tro mig, der ere grumme Mange der tænke og tale som den høibaarne Marqvis!«
»Lad mig flagre ud i den vide Verden!« bad jeg med Taarer i Øinene.
»Flagre ud,« afbrød hun mig, »du har nok Lyst til at gjøre flere Luftspring; nei troe mig, Verden har Poeter nok! nu skrive jo alle Mennesker; jeg skal nok stække i det mindste dine Vinger. Du skulde bare høre hvad Verden siger om dig og din Bog. Det er Nix begge Dele. Du vil være vittig, spille Satirikus; o Gud hjælpe dig arme Skrog, seer du ud dertil for inden eller for uden? Og nu denne Lyst til at lege med det Alvorlige og Hellige, denne letsindige Hoppen for dog at kunne sige Noget, hvortil skal den vel lede? Din Reise kommer dog aldrig til at høre til Himmel eller Helved, men evig og altid til Amager!«
»Lege med det Hellige!« afbrød jeg hende, »det faldt mig aldrig ind; men med mine egne Følelser, ja derved kunde jeg maaskee nødes til at sætte et maaskee? Menneskene omkring os kan ofte saaledes spotte vore Følelser, lege med vort Hjerte, at vi selv - maaskee det er feil, - gribe det som Legetøi, for ikke at gjelde for en følsom Nar midt i den store fornuftige Verden; men den Ældres Legen er ikke Barnets; sæt dine Briller paa, gamle Moer, og see om min Hoppen er saa letsindig, som den med bare Øine og med et flygtigt Blik forekom dig.«
»Br!« udbrød den Gamle, »hvilken Tirade var ikke det! - O du arme Ulykkens Fugl, hvilken Forfængelighed lyser der ikke ud af ethvert af dine Ord. Ja det gaaer galt! Hvilke Tanker har du ikke om dig selv! - Troe dog ikke, hvad en halvsnees Stykker har hvidsket dig i Øret; du er Digter, er vittig og lunefuld. Herre Gud! man maa jo [s64] sige noget til den unge Forfatter, der læser sit Arbeide op, men du skulde kun høre naar du saa er gaaet. Den mildeste Dom er: det er et ganske godt Menneske! men han har den ulykkelige Idee, at han vil være Forfatter.«
»Ak!« sukkede jeg hos mig selv, St. Peder maatte heller have ladet mig blive indenfor Porten, end at jeg skulde komme i denne Elendighed. Rigtignok var det jo ganske romantisk, at ende som Bajaset eller for at bruge et indenlandsk Exempel, som Norkros, i et Fuglebuur; men jeg følte mig dog en Smule formeget genert.
»Vær du nu kun lidt fornuftig,« begyndte den Gamle, »og vi skal da nok komme ud af det. Havde jeg blot itide faaet dig ind paa Børsen, som var min Hensigt, saa skulde du aldrig have begaaet disse mange Luftspring; men nu skal jeg tage dig hjem og i 20 Aar . . . . .«
Jeg hørte ikke mere, det sortnede for mine Øine og jeg var en Afmagt nær! - Rask marscherede hun afsted med mig, og jeg mærkede at hun tog Veien henimod Søen. Ethvert følende Hjerte kan nok tænke hvorledes jeg maatte være til Sinds. Tusinde Ideer om at slippe løs, krydsede mig igjennem Hovedet, men som de opstode, bleve de strax igjen forkastede. Da huskede jeg tilsidst paa den russiske Digter, der saa gjerne læste sine Digte for alle Mennesker, men da de derfor flyede ham som Pest, saa han ikke længer havde en eneste Tilhører, gav han sin Sjæl til Fanden, men da denne gode Mand havde hørt ham i to Aftener, tog han, paa den tredie, Flugten igjennem Skorstenen, og lod sin Hale i Stikken, da Poeten vilde holde ham ved den.
»Havde jeg dog nu alle mine Ungdoms Tragoedier,« sukkede jeg, »da skulde jeg nok gjøre hende kjed af mig!« Læse af Fodreisen faldt mig slet ikke ind; den var jo ogsaa al for nye, til at jeg ikke selv skulde synes godt om et og andet. Jeg grundede nogle Øieblikke; da forekom det mig, at min Stilling ganske passede sig til, at jeg sang den unge Munks Længsel, der bag Klostermuren sukker efter den gyldne Friehed. Jeg tænkte mig selv i den brune Kutte, hvor jeg stod ved det lille Vindue og stirrede ud i Aftensolen. »Ak!« sukkede jeg, og begyndte at qviddre i mit Buur.
Munkens Længsel.
»Atter, atter er en Dag da svunden,
Atter er en Dag af Livet tabt.
[s65] Modløs staaer jeg her i Aftenstunden,
Kun for Taarer blev jeg Arme skabt.«
»Ei syng dog ikke den gamle kjedelige Vise!« udbrød Gouvernanten. »Den har jeg hørt af saa Mange, og det baade paa tydsk og dansk. Det er kun forlorne Følelser, som alle Smaa-Poeterne komme med. Det skal nu være saa smukt at være ulykkelig; man troer hver Øieblik, de gaae hen at hænge sig, og saa spise og drikke de dog godt og gad gjerne leve et par hundrede Aar endnu.
Men jeg hørte hende ikke, og vedblev.
Disse Mure, som af Tiden graane,
Natlig skuet har min bittre Qval,
Disse skal mig see i Døden blaane,
Først bag Graven naaer jeg Livets Dal.
»Ih fy Barnlille!« skreg Gouvernanten, »hvor de Vers ere haarde at fordøie. Themaet er gammelt og Variationerne forslidte!«
Hun vilde endnu sige mere, men jeg overdøvede hende med min Sang.
Modløs staaer jeg her bag solbrændt Rude,
Stirrer ud i Aftnen sorrigfuld.
O hvor deilig smiler Alt derude,
Aftnens Skyer funkle jo som Guld.
See hvor over Søen rask en Snække,
Flyver til den fjerne, fjerne Strand.
Hist staaer sneebedækte Bjergerække.
O bag dem er Haabets Trylleland.
»Der fik vi da en: purpureus pannus,« udbrød hun; »men dril mig ikke! - Troer du ikke jeg før har seet Salis's Vandmalerier, og kikket i Matthissons Perspektiv! Gud frie os fra alle Copierne! - Og Du, dril mig ikke, eller . . . .« og her hævede hun sin Stok. Jeg vedblev.
Hyrdefløiten toner hist fra Fjeldet,
Tonerne hensmelte i min Siel;
Nede, seer jeg, hist ved Kildevældet
[s66] Sidder Hyrden med sin Brud i Qvel.
Blomster dufte rundt omkring de glade;
Himlen, over dem, er klar og blaa;
Fuglen synger under Egens Blade,
Sikkert de dens Toner kan forstaae.
»Ja, jeg skal give dig at forstaae!« skreeg hun med gnistrende Øine. »Vil Du tie Du elendige Fugl!« klask! klask! hvor gik det ikke over min Ryg. - Hurtigere strømmede Blodet gjennem alle mine Aarer, og med et ubeskriveligt Udtryk sang jeg:
O hvad er det, som i Hjertet stiger,
Hvad er det som banker i mit Bryst,
Som bestandigt mod det Fjerne higer,
Og mig martrer i sin vilde Lyst.
Selv for Templets Altar maa jeg kjæmpe,
Mod den Længsel som fortærer mig,
Ak jeg kan dog aldrig Flammen dæmpe!
Himmel styrk mig, jeg paakalder Dig!
»Nei Du Djævle-Unge!« skreg hun, »tie! tie! eller jeg lader dig styrte i din egen Elendighed!«
Hun fik hæftige Krampetræk, søgte forgjæves at stoppe Bomuld i Ørene, medens jeg fortsatte min Elegie.
Himmelkloder som i natten blinke,
O I trylle Haab og Veemod frem.
Lig et Englechor I Aanden vinke
Gjennem Døden til sit Fædrehjem.
Da skal jeg den hele Verden skue,
Dale, Bjerge, Byer, Mark og Skov;
Bade mig i Lysets rene Lue,
Juble høit min glade Priis og Lov!
»Ulykkens Barn!« skreg den Gamle, »nei der er Intet at gjøre af dig. Du er ganske incurabel, den gyselige Genie-Feber har for evig befænget dig!« - Jeg svarte Intet, men begyndte forfra igjen paa min Sang. Otte Gange holdt hun den endnu ud, men da jeg begyndte den niende [s67] Gang lod hun Buret staae og løb sin Vei i det hun mumlede af ars poetica:
- certe furit ac velut ursus
objectos caveæ valet si frangre clatros.
indoctum doctumqve fugat recitator acerbus.
Jeg var atter fri - forsaavidt man kan være det i et Fuglebuur: efterat jeg nu en passende Tid havde udtrykt min unævnelige Glæde, begyndte jeg at tænke over, hvorledes jeg skulde slippe ud, men jeg dreiede mig paa kryds og paa tvers, forsøgte alle Kunster men det var umueligt at slippe dersom ikke: »en ängel eller ann bra karl,« som Kellgreen siger, kom til, og uden fra hjalp mig bort. - Med dyb Længsel sad jeg i det snevre, lille Buur, og stirrede paa Stjernehimmelen over mig og Sneen rundt omkring mig; utallige Phantasie- Billeder begyndte deres luftige Dandse, for saaledes at fordrive mig Tiden; men det var saa utaalelig koldt at de snart fik Frost i Hæl og i Haand og tilsidst reent frøs ihjel. - Det lod til at hverken St. Peder eller: »en ann bra karl,« vilde paatage sig en Amager Skikkelse og hjælpe mig. Aldrig har jeg følt mig saa elegisk stemt som den Gang; min Mund strømmede over med Elegier endnu værre end Adresseavisen, men i hvor varme de end kom fra Hjertet, frøs de dog strax til Iis; der kan man see hvad en kold Omgivelse kan gjøre.
Med et - jeg begreb ikke hvorledes - stod der en gammel Mand med Stok i Haanden og Tornister paa Ryggen, tæt foran mig. - Det saa ud til en Jøde, der drog om med sit Kram; i hvor bange jeg blev for det baseliskagtige Blik, hvormed han betragtede mig, vovede jeg dog at bede ham om Hjælp. Med utrolig Hurtighed aabnede han det ulykkelige Buur, og i samme Nu fik jeg den Tanke, at det maaskee var Fanden, der under en ny Skikkelse kom for at plage mig. Dog ham var det ikke, men en anden lige saa berømt overalt og ingensted. Paa mit Spørgsmaal om hans Navn gjorte han en dyb østerlandsk Bøining.
»De Lærde kalde mig paa Latin: judæus immortalis,« svarede han, »i Frankerig hedder jeg: le juif errant, og i Danmark . . . . .«
»Jerusalems Skomager!« udbrød jeg og trykkede begge hans Hænder i mine.
»Ja det er mig,« svarede han; »mit Døbe-Navn er ellers, som bekjendt, Ahasverus.«
[s68] »O søde velsignede Mand!« skreg jeg af Glæde, »De kan aldrig troe, hvor det Møde glæder mig! Gud give jeg havde truffet paa Dem noget før; hvad kunde De ikke have været mig!« jeg fortalte ham nu hvorlunde Forfatter-Djævlen var faret i mig, hvad jeg havde seet og oplevet paa min Reise o.s.v.
De var just den Mand der især kunde hjælpe mig! disse Micromegasser og andre høie Personer, kjende kun lidet til en stakkels Poets Lidelser og spidse ham der for kun af med smukke Ord. »Vor Jord er saa fordigtet« siger Wilster, som De formodentlig kjender:
»Der er ei Blad, ei Blomst, ei Siv,
Hvorved der jo er daanet.
Ei Barnet selv i Moders Liv,
Er for Poeter skaanet.«
»Satan, som nu er saadan en allerkjæreste person i et Eventyr, har været meer end nok i Verden, selv hans Papirer ere udkomne. Faust har baade Göthe, Lessing, Mahler Müller og Klinger havt Fingre paa, saa jeg veed ingen heldigere Person end Dem. Ak! hvo der dog havde Deres Erfaring; saa behøvede man kun at lære det gamle Tidsrum i Kalls Verdenshistorie og kunde da godt gaae op at faae sit Præ derfor til Artium. Men jeg siger Noget! De maae jo perfect kunde de gamle og de nye Sprog. Gaae De op til Examen, De er istand til at ende som Bisp i Ribe.«
»Ædle unge Mand!« udbrød Ahasverus, »De har et følsomt Hjerte, men Bisp i Ribe . . .« han taug, stirrede mørk hen for sig, men græde kunde han ikke.
»O vær ikke taus!« udbrød jeg efter nogle Øieblikke; »hvormeget Menneske- Kundskab kan jeg ikke vinde i en halv Time i Deres Selskab. O, tal! vi ere jo begge Vandringsmænd; snart er jeg ved mit Maal, Deres kan ikke være langt borte.«
»Jeg veed et Sted,« begyndte han, »hvor De i een Dag kan lære det menneskelige Hjerte langtbedre at kjende, end om De levede i hundrede Aar. Det er et Universitet, hvori alle Regenter, Statsmænd og Digtere burde tilbringe nogle Timer. De vil smile naar jeg nævner dem Stedet; men troe mig, jeg er en gammel Mand og har Erfaring, jeg vil ikke skuffe Dem. Kryb i en Brev-Sæk! det er Stedet, man kan studere det menneskelige Hjerte. Ingen Digter vil kunde fremstille [s69] den Mangfoldighed af Characterer der her viser sig. Her spille Lidenskaberne i alle Farver; Kjærlighed og Had; Livs-Lyst og Fortvivlelse; her kan man kigge den Skinhellige i Kortene og aflure de Elskendes Hemmeligheder. Troe mig, ikke igjennem Livet, men igjennem en Brev- Sæk, titter man ind i det menneskelige Hjerte. Selv har jeg tjent som Postkarl under Ludvig XI, da Postvæsenet første Gang indførtes i Frankrig, saa jeg taler af Erfaring. Hvorledes troer De vel Mercier skrev sit tableau de paris? - ja, ja, jeg siger Intet.«
»De har tjent som Postkarl under Ludvig XI,« udbrød jeg.
»Ja,« svarede han, »i mange Skikkelser har jeg viist mig her paa Jorden, men kun i 24 Timer tør jeg vise mig i hver, saa maa jeg antage en ny eller vandre i disse gamle Pjalter. Døden søgte jeg, men fandt den aldrig. Under Marcus Aurelius stred jeg mod Markomannerne og under Odeacer imod Romenerne, Propheten Mahomet har banket min Ryg, fordi jeg tiggede ved hans Dør, da han havde faaet den rige Enke; og Carl Martel brugte mig som Spion mellem Araberne.
Saaledes vedblev han et godt Qvarteer, jeg stirrede imidlertid taus imod Jorden, men da nu mine Øine hændelsesviis faldt paa Mandens Been og der opdagede et Par Støvler der vare Idealer paa menneskelig Elendighed, kunde jeg ikke andet end være saa uforskammet at afbryde ham.
»Deres Fodtøi,« begyndte jeg, »maa da koste Dem en god Skilling mellem Aar og Dag, saaledes idelig at marschere Verden rundt, i Regn og Slud at promenere fra Syd til Nord, fra Øst til Vest . . . .«
»O!« afbrød han mig, »jeg er en stor Oekonom, disse Støvler her har været benyttede i 600 Aar. Det er de saa meget omtalte 100 Mile Støvler; for en Deel Aar siden var jeg uforsigtig nok til at levere dem til en Skomager, for at de kunde gjøres lidt i Stand, men der blev de forbyttede og før jeg mærkede Feiltagelsen var de allerede solgt til en Peter Schlemil, hvis »vundersame Geschichte« Chamisso har meddeelt Læseverdenen. Først i den senere Tid har jeg været saa heldig at faae Fingre paa dem igjen, men de have lidt betydelig og ere, som De seer, endnu i en meget ynkelig Forfatning.«
Idet han fortalte mig dette, paakom der mig en brændende Lyst efter at prøve dem. Nu følte jeg klart at jeg ikke var skabt til at vandre paa det flade, ubetydelige Amager, blot een Time vilde jeg laane dem for i denne med store Skridt at vandre gjennem Verden og samle Stof til det interessanteste Capitel i hele min Fodreise. Jeg yttrede [s70] ham mit Ønske, anvendte al min Overtalelseskraft, men mørk rystede han stedse med Hovedet og udbrød tilsidst:
»Sæt at jeg laante Dem disse kostbare Skatte, hvo er mig da Borgen for at De vender tilbage til Amager, og tør jeg stole paa at De har et saa mathematisk Hoved, at De kan beregne hvorledes De maae gaae, for igjen at kunde træffe Amager, naar De vender tilbage. I hvor stort eller lille De tager Skridtet bliver det dog 100 Mile, og De kunde da være istand til at sætte Benet ned i Stockholm eller paa Skagen, naar De troede at sætte det midt paa Amager.«
»O vær De kun rolig,« afbrød jeg ham, »jeg gaaer meget flittig paa mathematiske Forelæsninger, saa jeg skal vist nok kunde komme ud af den Beregning, og med Hensyn til et Pant for Støvlerne, saa forlang hvad De vil.«
»Forlange hvad jeg vil?« svarede han, »De har jo ingen Ting, uden det skulde være Deres Skygge; men jeg siger noget, Deres Person interesserer mig, jeg vil gjerne gjøre noget for Dem; en halv Time maae De laane mine Støvler naar jeg imidlertid beholder Deres Skygge som Pandt.«
Ved disse Ord foer det mig iiskoldt gjennem Marv og Been, levende stod Erasmus Spikhers [*Note] Die Abentheuer der Sylvesternacht, in Hoffmanns Phantasiestücken. [*] og min store Forgjænger i Fodvandring, Peter Schlemihls Lidelser for mig; men hvad gjør ikke en Forfatter for sin Læsers Skyld, jeg indgik Contracten og Manden trak Støvlerne af, efter at have leveret mig dem, lagde han sig ned og pillede min Skygge op, som han ganske forsigtigt rullede sammen og puttede i sit Tornister, ihast trak jeg Støvlerne paa, og Tanken flagrede allerede som Gesandt ud over den hele Verden. Mod Nord skulde min første Vandring gaae, derpaa vilde jeg vende mig mod Øst, skræve over den botniske Bugt ind i Rusland og derfra mod Syd for at see lidt ind til Grækerne, jeg kunde maaskee være istand til at vinde et Navn for dette intetsigende Besøg paa Morea. Fuld af store Planer og Forventninger hævede jeg det ene Been, skrævede nu ved Støvlens Hjelp hele hundrede Mile Nord paa, men ulykkeligviis havde jeg ikke ret beregnet Norges vestlige Beliggenhed, thi jeg stak Foden dybt ned i Nordsøen, saa Støvlen blev fuld af Vand og jeg maa takke min Gud jeg standsedes i Farten ellers havde jeg kunne være istand til at gaae til Bunds i Nordsøen; ligesaa hurtigt altsaa, som jeg satte Benet ud, ligesaa [s71] hurtig trak jeg det nu ogsaa tilbage og havde nu saaledes gjort mig bekjendt med Nordhavet uden at have fløttet mere end een Fod fra Amager; for nu ikke at geraade mere i en lignende Stilling vendte jeg mig mod det store landfaste Tydskland, her var jo dog noget at træde paa; forsigtig skrævede jeg nu hen over Østersøen, Elben, Weser, Mainz og Donau lige ned i en Skorsteen i en af Kongeriget Bayerns Steder. Hvad det var for en By skal jeg ikke kunde sige, thi jeg fik ikke Stunder at spørge Nogen, men trak gesvindt Benet op og satte det nu ned paa den anden Kant nemlig i Keiserdømmet Østerrig ikke mange Mile fra Donau; men her vilde ogsaa min onde Genius, at nogle Damer skulde kjøre i en aaben Vogn paa Landeveien og det lige under mit Been, saa jeg var saa udansk at sætte min sorte sølede Støvle lige ned i skjødet paa en af dem. Jeg hørte deres Skrig, og selv ligesaa forskrækket trak jeg Benet tilbage igjen til Amager.
Saaledes mislykkedes ethvert nyt Forsøg; Skjæbnen vilde nu engang, at jeg ikke skulde forlade Amager, og kjed af dens Luner trak jeg Støvlerne af, fik min Skygge tilbage og søgte at fornye den afbrudte Samtale.
»Nei,« svarede Manden mig, »nu maae vi skilles; min Nytaarsdag tilbringer jeg altid i Jerusalem, der vil jeg være endnu i denne Morgen. Lev vel!«
»Og naar sees vi igjen?« spurgte jeg ham, »der var endnu saa meget jeg vilde tale med Dem om, maaskee træffe vi aldrig mere sammen her i denne Verden.«
»Ja gid vi ikke gjorde,« svarede han, »da laae jeg i det lille lune Kammer og var fri for at tradske om i Slud og Vinde. Men vi mødes nok, om ikke før, saa naar De gjør den sidste store Reise med Dødens Extra-Post. Hver nat møde vi hinanden, thi hans Heste ere raskere tilbeens end jeg; han kan i et Øieblik fare Jorden rundt og har altid Passagerer. Tredivetusinde døe hver Nat og ligesaamange fødes; næsten tredivetusind har altsaa medens De gjør Deres Amagerreise, begyndt den store Reise:
Til det ubekjendte Land
Over Skyen mange Mile.
Jeg begyndte at see paa Manden, thi jeg havde ikke troet, at han kunde blive saa sentimental.
[s72] »Farvel, unge Mand!« sukkede han, »god Lykke paa Deres Reise.«
»Iligemaade!« svarede jeg, og saae ham nu hæve Benet og forsvinde som han kom.
[Home]
© Dodoline