H. C. Andersen: Fodreise 11

Dodoline-Texte

H. C. Andersen (1805-75): Fodreise (1829), 11

                 ELLEVTE CAPITEL 

   (Forelæsning af en gammel Lænkehund. - Læseren gjør 
   Bekjendtskab med et stort Selskab af to- og fiirbenede 
   Herrer og Damer. - Forfatteren seer med St. Peders 
   Briller ind i Jorden og opdager Helvede. - Fanden i en 
   Skolemesters Skikkelse med Horn i Panden. - 
   Dobbeltgjængeren - En poetisk Person ved Stranden - ).

   [s73] Den kolde Vind blæste mig skarpt i Ansigtet og fælt tudede Lænkehunden fra den nære Landsby. Jeg gik efter Hylet, thi en uimodstaaelig Kraft drev mig frem. Endelig naaede jeg derhen; alle Folk paa Gaarden sov, men en gammel Lænkehund havde besteget sit Hundehuus, som et Catheder, og hylede fælt i den kolde Vinternat. Som jeg mærkede holdt han Forelæsninger for nogle unge Hvalpe over Natur-Skjønheder og den gyldne Frihed. Det lod ellers ikke, som Hvalpene hørte synderligt efter den Gamles Hyl, thi de havde hele deres Opmærksomhed henvendt paa to unge Misser, der sadde paa Taget. Jeg kan tænke, at det var lærde Damer, der bivaanede Forelæsningerne.
   Baade Luften, og den Gamles Tale var mig for iiskold til at jeg kunde holde det ret længe ud her, og da jeg nu mærkede Stalddøren paa Klem, kunde jeg ikke modstaae Fristelsen at træde ind i det lune Huus. En heel Verden aabnede sig for mig. Hvilket broget Selskab af to- og fiirbenede Herrer og Damer omgav mig ikke her. Med Liv og Lethed flød Talen, man gik fra Gjenstand til Gjenstand, Æmnet vexlede bestandigt uden mærkelig Overgang. Det faldt mig ind, som det ofte er gjort naar jeg har været i et stort Menneske-Selskab, hvilket broget Stykke det dog vilde blive, dersom den hele Selskabs-Snak dannede sig til en synlig Væv. Hvilken Afvexling vilde der ikke være! Fra Theater-Recension springer man til Politik og fra denne igjen til ubetydelige Hverdagsbegivenheder, og Alt lige levende, Alt behandlet med lige Interesse, skjønt Overgangene ere umærkelige. Det lod ellers til, at Ingen af Selskabet mærkede min Ubetydelighed, og saaledes kunde jeg da desfriere gjøre mine Iagttagelser. - Allerede tæt ved Døren blev jeg i en Krog en ung Kat vaer, der spillede Magnetiseur [s74] med en lille Muus, det arme Pigebarn var ganske i hans Kløer; med vellystige Blikke stirrede han paa hende og før jeg kunde komme til Hjælp var hun slugt i et Bid. Der kan man see, hvor farlig den dyriske Magnetisme er for unge Pigebørn. Efter fuldendt Mesterstykke traadte den unge Doctor atter frem, og blandede sig imellem det øvrige Selskab. Øverst sad et gammelt Æsel og talede med to unge Faar om sin Stamtavle. Han var noget stiv i Lemmerne, men det gav ham just en imponerende Holdning. Paa Sværdsiden nedregnede han sin Slægt fra Sancho Pansas Æsel, og var ikke lidet stolt af sin berømte Stamfader, hvis Erindring havde overlevet og endnu vil overleve mangt et adeligt Stammetræ blandt de tobenede Mennesker.
   »O Deres Excellense!« udbrød det ene lille Faar, »forleden læste jeg et tydsk Skrift, der var dediceret til Deres Stamfader. Jeg troer det var af Rabener.«
   »Naa!« svarede Æselet, »De mener nok: Anton Pansa von Manchas Abhandlungen von Sprüchwörtern? Ja det er ikke saa daarligt! Manden havde Talent; det er da ellers ikke første Gang min Slægt har været Mæcenas, Guud veed, vi faae Dedicationer nok!«
   I Nærheden af Æselet stod en lille Hanekylling, et Slags Junker, der med megen Selvtilfredshed betragtede sine Sporer, som begyndte at voxe ud. Skrydede den Gamle lidt for høit, saa istemte strax Hanekyllingen en spodsk satirisk Galen, som en Flok unge Høns, paa Hønsestigens Balcon, tildeelte deres levende Bifald. I det samme begyndte det at blive meget levende over mit Hoved, jeg saae i Veiret og mærkede to gamle ugler, der vare i dyb Samtale; havde de ikke ført Sproget i Jamber, vilde jeg have antaget dem for virkelige Mennesker, saa naturligt talede de. Jeg lærte ellers her, at Fuglene have en ordentlig Stat med et stort Theater, hvor de spille mange af vore meest bekjendte Stykker.

   1ste Ugle. 
 
   Ja troe mig Søster jeg har svoret paa det, 
   Det skal i Vinter blive sidste Gang 
   Jeg abonnerer. - Tænk hvad jeg har døiet! 
   Tre hele gyselige Schackspears Stykker, 
   Og to af Holberg. - Alt det gode ligger; 
   Nu seer man aldrig mere Deodata 
   Og Laura med det smukke Springvand i. 

   2den Ugle. 
 
   [s75] Man burde pibe, tude Directionen; 
   Men hvad kan jeg som ene Dame gjøre! 
   Sligt er Parterrets Sag. Men hvem er det? 
   Studenter kun, ei andet end Studenter, 
   Der smigre vil for Professorerne, 
   Den Oehlenschläger, denne hersens Schackspeare, 
   Og Gud maa vide hvad de alle hedde. 

   1ste Ugle. 

   Hvad siger De om Vaudevillerne? 

   2den Ugle. 
 
   O ja! det er noget man kan lee af, 
   Der er Satire; men det trætter dog. 
   Desuden veed jeg af de trykte Blade, 
   At det fordærve kan den gode Smag. - 
   Jeg holder meer af Kotzebue og Clauren, 
   Men man tør aldrig følge Hjertets Stemme. 

   1ste Ugle. 

   Ak tænk Dem mig, der alt i denne Vinter, 
   Har faaet to af Holbergs platte Stykker. 
   Jeg vil nok troe, den Tid de først blev skrevne, 
   Da kunde de jo være ganske gode; 
   Men nu kan knap min Pige gaae at see dem. 

   2den Ugle. 
 
   Ja har man Lyst engang at see lidt godt; 
   Saa maa der reises til Provindserne. 
   I Kallundborg gav nys en lille Trup 
   Hussiterne og Julius von Sassen, 
   Samt Don Juan; at sige, uden Sang. 

   1ste Ugle. 
 
   Ja slige Folk maa give gode Stykker, 
   Hvis ikke bliver deres Kasse tom. 
   Men vi herinde, som har abonneret, 
   [s76] Vi ligge nu i Directionens Lomme 
   Og maae da døie hvad de unde os.

   Men nok af denne Uglesang. - Jeg saae mig omkring og opdagede nu i et Hjørne en stor Forsamling af gamle og unge Gjæs; men de gode Damer snaddrede saadan i Munden paa hinanden, at det var umueligt at fatte Traaden, dog troer jeg de talte om Poesie. - En ung Hest, der var bestemt til Krigstjenesten, havde leiret sig hos dette interessante Selskab, og kastede brændende Blikke om imellem de unge Gjæslinger; en lille en, med et guult Hoved, der til Nød kunde kaldes rødmosset, syntes at have vundet den unge Helts Hjerte. Han gav sig meget af med det Skjønne; vilde være et Slags Körner, ja kunde endogsaa improvisere. Paa tusinde Opfordringer at glæde Selskabet med et Impromtu lovede han det, dersom den unge Gjæsling først vilde fryde dem Alle med lidt Declamation.
   Beskeden slog hun Øinene ned, og en fiin Rødme foer over de blege Kinder; men hendes Fru Moder, en gammel Gaas, nødte det undseelige Barn, der nu declamerede Jeanne d'Arcs Monolog med en saa tragisk naturlig Anstrængelse, at Vandet løb hende ned af Øinene.
   Den unge Hest udbrød i enthusiastisk Vrinsken, sprang frem paa Bagbenene og improviserede med dyb Betydning til den unge Gjæsling et Digt:

            Roserne og Stjernerne. 
 
   Jeg veed to Stjerner saa klare, saa blaae, 
   Deres Lige jeg aldrig paa Himmelen saae. 
   Jeg veed to Roser, saa smukke for sandt, 
   Deres Lige jeg aldrig i Haverne fandt. 
 
   Nys faldt fra hine Stjerner en Dug saa hed, 
   De klare Taarer trillede paa Roserne ned, 
   Da lued' doppelt herligt de Rosers Skjær, 
   De Stjerner og de Roser de bleve mig saa kjær. 
 
   Ak! kan jeg dem ei eie; ak kan jeg dem ei faae, 
   Hvad er da alle Stjerner paa Himmelens Blaae, 
   Paa Jorden er ei Blomster, som hine Roser to, 
   De Stjerner og de Roser, de røvet har min Ro.

   [s77] Han taug og stirrede med Selvtilfredshed omkring sig, for at modtage sin Hyldest; alle Gjæssene, selv de gamle, sloge undseelig Øinene ned; dog snart grebe de igjen Traaden fat, bedømte Alt med deres smaae Hjerner, bagtalede og vaasede saa godt som i noget Theeselskab. De var ret lystelig at see, hvorledes det qvindelige Personale kroede sig med deres lange Halse og bildte sig ordentligt ind at være Mennesker, fordi de gik paa to.
   Gid jeg nu havde Cornelius von Tütz's microskopiske Glas tænkte jeg; (enhver erindrer det nok fra Hoffmanns Meister Floh), hvorledes at han, efter at have sat det i Øiet, kunde see inde i Folk Alt hvad de tænke. Sædvanligen vare Tankerne det modsatte af Ordene, og man vilde da ofte blive lidt ubehageligt overrasket; dog gad jeg nok her og i hele mit øvrige Liv eie dette Glas.
   »Men jeg har jo St. Peders Briller,« faldt mig ind; hvem veed, om ikke de kan have samme herlige Kræfter. Jeg satte hurtigen Brillerne paa, stirrede paa Damerne, Hanekyllingerne, ja selv paa det skrydende Æsel, men det var umueligt at opdage mindste Spor af Tanke. Feilen maa ligge i Brillerne, tænkte jeg, thi det er jo umueligt, at et saa stort Selskab ikke skulde tænke det mindste. Jeg grundede, slog Øinene ned imod Jorden . . . . . . men da lærte jeg snart, at mine Briller vare endogsaa bedre end von Tütz's microskopiske Glas. Jeg saae langt tydeligere, end de spanske Zuheri, der, som man veed kunne see lige ned i Jorden og opdage Liig og skjulte Skatte, jeg saae tvers igjennem Jorden; ja skimtede Bugen af Hvalerne i Sydhavet. - Den hele Jord var mig en stor gjennemsigtig Glas-Kugle; underlig slyngede de klare Metal-Aarer sig gjennem det uhyre Legeme; Vandet brusede gjennem selvdannede Canaler og store glødende Lava-Strømme flød fra Ætna til Hekla, og fra dette igjen til Americas ildsprudende Bjerge. Nu kunde jeg ret see de mange forskjellige Jordlag der antyde de store Omvæltninger, vor Jord har undergaaet. Skeletter af Mammuths- Dyr og sære Søeuhyrer viiste sig rundt omkring; men i hvor broget det Hele var, laae det dog klart og gjennemsigtigt for Øiet. Jo længere jeg stirrede, des flere Gjenstande opdagede jeg; des tydeligere viste det sig. - Midt inde i Jorden var et stort Flammehav, hvori laae en velbebygget og beboet Øe. Det var naturligviis Helvede.
   Hvilken Opdagelse! nu glemte jeg alle Jordens Gjæs, det hele Selskab omkring mig; jeg gik ud af Stalden, for paa det store flade Amager at kunne spadsere over en større Strækning af Helvede under [s78] mig. Rundtom laae Marker og Skove, Floder og Indsøer. Dybt under mig kneisede den store Hovedstad med sit glimrende Slot, og rundt om stode Kirker, i hvilke berømte Jesuitter holdt Prædiken. - O der var saa meget der vakte min Forundring, saa jeg tilsidst ikke kunde undre mig mere. Alle Landeveie vare brolagte med Proprietair-Hjerter, og rundt omkring stode Milepæle for at vise de Reisende den rette Vei; men Milepælene vare afdøde Mennesker, og jeg kunde i Begyndelsen ikke begribe, hvem disse vare, og i hvilken Betydning de vare stillede der, men saa faldt det mig ind, at det var Bundfaldet af Geistlighden - thi enhver Stand har jo Bundfald - der var gjort til Milepæle, da de der ligesom her, vise Folk den rette Vei uden selv at gaae den.
   Til Venstre laae en mørk Skov, fuld af frygtelige Spøgelser og Plageaander; det var Samvittigheden. Her stode Ruiner af mange berømte Fyrsters Sommerslotte, og om den hele Skov strakte sig en forpestende Mose, der paa det smagfuldeste var illumineret med Lygtemænd. Nu kunde jeg ellers see, hvor tro Blumauer har skildret Helvede i sin travesterede Æneide. Alt stemmede overeens, ligefra Træerne, hvor Soldaterne zittre istedet for Espeløv og til Eftertrykkerne, der som store Hunde gjøre Jagt paa Forfatterne for at æde af deres Hjerne.
   Der kunde skrives hele Folianter om Flamme-Øen. - Jeg vidste ikke ret hvad jeg først skulde beskue; men da nu Slottet laae mig nærmest under Fødderne beærede jeg først dette med min Opmærksomhed.
   Alle Træerne i Slotshaven stode i fulde Blomster; det var nydelige sødtduftende Complimenter. Smigrerne stode i gyldenstykkes Kjoler, som store Solsikker, og saa de lavere Blomster over Hovedet. Der var hele lange Bede af Koketter, der straalede som de skjønneste Haarlemmer-Tulipaner.
   Hovedtrappen vrimlede af Klienter, der havde gjort nok paa denne Jord til at fortjene frie Entrée i Helvede. Jeg gjennemvankede med Øiet det store Gallerie. Væggene vare beklædte med herlige Malerier og kostbare Tapeter. Ligesom Fyrsterne have deres Portraiter afmalede i forskjellige Costumer, saaledes hang ogsaa Fanden her i de forskjellige Skikkelser, han har viist sig i her paa Jorden; snart som Munk, snart som Feldtherre, nu Herremand, nu Fattigforstander o.s.v.
   Ved Siden hang hans Oldemoder, malet som Catharina af Medicis, [s79] desuden Slangen fra Paradiis i deilig Pariser Ham, samt flere bekjendte Slægtninger og berømte Djævle Nero, Pizarro, en heel Deel hellige Inqvisitores, Philip den II o.s.v.
   Der var ogsaa mange, interessante historiske Stykker. Bartholomæus-Natten, sagde man havde vundet den store Guldmedallie, Engelændernes Anfald paa Kjøbenhavn 1807 var ogsaa ganske fortræffeligt, kun beklagede man at det var et Miniatur-Stykke.
   Ved Enden af Galleriet var der en stor Sal, indrettet til Skole. - De arme Skribenter, som her paa Jorden havde skrevet Lovtaler over Folk som ikke fortjente det, sadde som Disciple, spændte paa smaae Pinebænke og maatte construere og analysere deres egne Værker, og hvergang de kom til en Usandhed, dandsede den gloende Jern-Ferle paa de alt mørbankede Rygge.
   Hos Holberg viser Fanden sig i en Kjøbmands Skikkelse med Horn i Panden, men her havde han paataget sig en Skolemesters. Han saae fæl ud. Haarene stode børstede og uredte om det blaarøde Ansigt; Øinene spillede i det Grønne, og den hele Person viste, at han havde hjemme i Pølen. En kold Gysen foer igjennem mig; jeg stod jo lige over hans Hoved, havde nu Glasskorpen bristet, saa var jeg styrtet ned og var bleven spiddet paa hans spidse Horn. Lystig slog han omkring sig med ækte Skieldsord og haltende Vittigheder. Med Eet saae han i Veiret og blev mig vaer, og i samme Nu hævede han sin ene Arm, der forlængede sig til den naaede Glashvælvingen, hvorpaa jeg stod; jeg syntes at føle ham kilde mig under Fodsaalen; mit Blod bruste i Feberhede, i Fortvivlelse skreg jeg: »Gud frie mig fra Satans Kløer!« og styrtede nu afsted, saa Brillerne nær vare faldne mig af Næsen.
   Allerede var jeg kommen et godt Stykke henimod Stranden, da det med Eet begyndte under begge mine Been: »knisk, knask, knisk, knask.« Nu gaaer da Glasskorpen, tænkte jeg, gav mig Gud i Vold og vilde dumpe; men jeg stod stille og hørte en ganske ynkelig Stemme sige: »ogsaa dit eget Jeg kan Du letsindig søndertræde?«
   Jeg saae ned til mine Fødder og bemærkede da at jeg stod midt i nogle gamle Potte-Skaar, som jeg endnu mere havde søndertraadt.
   »Du stirrer paa mig« begyndte det igjen, »begriber ikke dit eget Jeg. Ja det er den ulykkelige Mangel paa et rigtigt Blik ind i de Gamle. Du har ingen Logik; har ikke studeret Philosophernes Værker. Kjender [s80] ikke Platos [GR]to on[*] hverken det absolute eller relative. Lystig flagrer Du Livet igjennem og træder nu paa dit eget Hjerte.«
   Nei det var rigtignok lidt mere end jeg havde drømt om, at et Potte-Skaar kunde holde saadan en Tale.
   »Kjender Du mig da ikke?« begyndte det igjen, »for tolv Aar siden vilde Du have ømmet Dig, dersom nogen havde traadt saaledes paa mig, som Du nu træder. Kjender Du da ikke dit eget Jeg?«
   »Mit eget Jeg!« udbrød jeg ganske forskrækket, og saae ned paa den søndertraadte Potte.
   »Veed Du da ikke« begyndte den »at det menneskelige Legeme uddunster saaledes sine Dele, at om syv Aar er dit Legeme et ganske andet end nu. Disse Uddunstninger danne sig igjen til andre Legemer, der spille en ny Rolle i denne evig foranderlige Verden. Føler Du Intet? Ingen Sympathie? - Jeg var dog engang dit lykkelige lille Barndoms-Jeg, hvis Lykke Du saa tidt har besjungen i rørende Elegier.«
   »Umueligt! umueligt!« skreg jeg. »Nei Sandhed,« svarede den »en permanent Sandhed. Der kan vel siges en Deel om den sande Væsenhed; den relative Tilværelse i mig, men hvilket Menneske har begrebet sit eget Jeg? Det Legeme, som Du nu slæber om med, vil maaske om ti Aar spille en endnu mindre Rolle i Verden end jeg har spillet. Her ude ligge baade Kammerherrer, Fruer, Pastorer og andre Personer i ganske forskjellige Skikkelser, medens det indre Jeg nu hopper om inde i Byen i ganske andre Legemer. See blot denne lille Linned- Pjalt her ved venstre Side, det var maaskee for tyve Aar siden et deiligt Pigebarn, der satte Byens mandlige Ungdom Griller nok i Hovedet; nu sidder hun i et gammelt Legeme og sukker efter sit Psyche-Liv, der dog nu ikke er andet end denne usle Pjalt.«
   Det begyndte at løbe mig rundt i Hovedet; og jeg troer det vilde have gaaet enhver anden ligesaadan, naar han hørte slig en Tale af et Potte-Skaar. Min Beslutning var fattet, i fire raske Spring var jeg denne min Doppelt-Gjænger af Syne, ihvor ynkelig han end skreg efter mig.
   Kun tyve Skridt til og jeg vilde være ved Maalet for min Reise. Store Iisstykker vare kastede op af Havet og lyste underlig i Natten; Bølgerne nynnede deres gamle Sang, den de alt sang for Aarhundreder siden og legede med den brune Tang, der maaskee sidste Aar stod grøn og blomstrende i Havmandens Urtegaard. I det jeg stirrede saaledes frem for mig, opdagede jeg i Nærheden af Søen en lang sort [s81] mandlig Skikkelse der sad paa nogle store Kampestene. Jeg hørte ham halv synge, halv declamere, omtrent som Choret i de Gamles Tragoedier, Bølgerne og Vindene var hans Orchester og jeg - som det lod til - hans eneste levende Tilhører. - Med langsomme Skridt nærmede jeg mig ham medens han Sang.

   »Verden er et Perspektiv, Himlen Futteralet, 
   Maanen staaer som Kikkehul, naar først Sol er dalet. 
   Aander løber til og fra, kikke gjennem Hullet, 
   Hele Jorden see de da i Facon af Nullet. 
   Engang blev jeg meget syg, blev magnetiseret, 
   Ud af Krop og Futteral Sjælen desertered', 
   Kom hiin Side Himlens Blaa, fandt strax Maanens Skive, 
   Kikked ned, ak hvad jeg saae, kan jeg ei beskrive. 
   Jorden dreiede sig selv, viste alle Kanter, 
   Var det skrevet hvad jeg saae, blev det Folianter. 
   Ak hvor Folk var bitte smaae, selv de raske Fyre: 
   Skjøndt de reiste sig paa Taa var de som en Myre. 
   Hist jeg saae en rigtig Krig mellem tvende Stater 
   Mennesker man leged med, som med Tinsoldater.

»Et glædeligt Nytaar!« afbrød jeg, thi Manden begyndte at interessere mig. Han saae paa mig, ønskede mig det samme, men til min store Forundring førte han hele sin Tale i de samme rimede Vers, hvori jeg først havde hørt ham synge sit Recitativ.
Hvem kunde det være? Ham maatte jeg lære at kjende noget nøiere. Jeg sagde ham mit Navn, vilde fortælle ham om min Fodvandring, men til min største Overraskelse vidste han Alt paa det nøieste. Paa hans Spørgsmaal, hvad jeg nu videre vilde tage mig for da jo Reisen var endt, om jeg vilde vende tilbage eller gjøre et Saltomortale ud i Østersøen, tilstod jeg ham ærlig, at jeg havde største Lyst til at faae et Søe-Eventyr ind i min Reise. Da smilte han ganske forunderlig, og spurgte - at sige altsammen paa Vers - om jeg ikke ligesaa gjerne gad have et Eventyr fra Havets Bund; Skjøndt jeg rigtig nok ikke vilde træffe Meget der, som ikke var mig bekjendt paa Landjorden. Jeg yttrede ham min levende Interesse for at faae Nyheder fra det andet Element; han smilede, bød mig sidde ned, i det han snakkede om at Posten kom vistnok ikke de første ti Minutter; jeg begreb [s82] ikke et Ord; Manden blev mig mere og mere uforklarlig; endelig begyndte han da sit Eventyr, som rigtignok forekom mig noget af det forunderligste af Alt hvad der endnu var mødt mig paa min Amager-Reise. Hvad Resultatet blev, fik jeg siden at vide.